Rehabilitering og genoptræning på døgnophold
Når du bliver udskrevet fra hospitalet efter behandling, er det hospitalet der vurderer, hvilken type genoptræning du har brug for.
Får du en genoptræningsplan til almen genoptræning, tilbydes du et rehabiliteringsophold på døgnafdeling eller et genoptræningsforløb (ambulant).
Hvis Afdeling for Myndighed i Københavns Kommune, vurderer, at du har behov for et forløb, hvor du er hos os døgnet rundt, kan du starte et døgnophold hos os.
Læs mere om forløbet herunder.
Information om rehabilitering og genoptræning på døgnophold
Vis alle
Forløb
Vi holder en samtale, hvor du og dine eventuelle pårørende inddrages i planlægning og målsætning for forløbet.
Med til den første samtale er det tværfaglige team af medarbejdere.
En del af rehabiliteringsforløbet på døgnafdelingen består af planlagte træningstider eller aktiviteter, som foregår individuelt eller på hold. Men rehabilitering sker ikke kun på planlagte træningstider.
På døgnafdelingen foregår rehabilitering også i forbindelse med almindelige daglige aktiviteter, når du spiser eller tager tøj på.
En typisk dag
Her et eksempel på hvordan en dag kan se ud:
07.30 Morgenmad i spisestuen
09.00 Ergoterapi
10.00 Samtale med sygeplejerske
10.30 Holdtræning i salen (individuelt program)
11.30 Konditions-hold i salen
12.00 Frokost i spisesalen
14.00 Mellemmåltid
15.00 Arm og hånd holdtræning, niveau 2
17.00 Dække bord i spisesalen
18.00 Aftensmad i spisesalen
19.30 Selvtræning med støtte af sosu-assistent
Henvisning
Når du bliver udskrevet fra hospitalet efter behandling, er det hospitalet der vurderer, hvilken type genoptræning du har brug for.
Får du en genoptræningsplan til almen genoptræning, tilbydes du et rehabiliteringsophold eller et genoptræningsforløb.
Det er Afdeling for Myndighed i Københavns Kommune, der vurderer, om du har behov for et forløb, hvor du er hos os døgnet rundt, eller om du bor hjemme og kommer og træner hos os.
Opfølgning
Hver 2. uge er der fast statusmøde med dig og eventuelt dine pårørende, og det tværfaglige team.
Her følges der op på målene i forløbet, og sættes nye mål sammen.
Når forløbet har været i gang et stykke tid afholdes der møde med dig og dine eventuelle pårørende, det tværfaglige team og eventuel hjerneskadekoordinator og visitator fra kommunen. Her tales bl.a. om forventet varighed af forløbet, og om tiltag i forbindelse med udskrivning.
Udskrivning
Inden vi udskriver dig fra døgnforløbet, er der lagt en plan for den næste tid.
Hvis vi vurderer, at du har gavn af det, kan den sidste del af rehabiliteringsforløbet flyttes, så træningen foregår i dit eget hjem.
Hvis du har behov for et forløb, hvor du bor hjemme, men træner hos os, så starter dette forløb, inden du er udskrevet. Medarbejdere fra ambulant afdeling besøger dig inden udskrivelsen, og I planlægger sammen opstart af dit dagforløb.
Hvis du udskrives til eget hjem, hjælper det tværfaglige team med at overlevere vigtige informationer til evt. hjemmepleje eller kommunal sygepleje.