Praktiske informationer
Skal du eller en pårørende i et forløb hos os, så kan du herunder finde praktiske informationer om vores ophold - både døgn- og ambulant ophold - som kan være gode at have ved hånden.
Praktisk information under døgnophold
Vis alle
Medbring
- Tøj, fx undertøj, overtøj, træningstøj og skridsikre sko, der sidder godt fast på dine fødder.
- Toiletsager, fx shampoo, creme, tandbørste, tandpasta, deodorant, kam/børste,
- barbergrej og eventuelt bind eller bleer.
- Medicin og eventuelt medicinkort og recepter.
- Sundhedskort (Gult sygesikringskort).
- Hjælpemidler, hvis du har det, fx rollator, kørestol eller stok.
- Briller, høreapparat, betalingskort og lignende.
Det kan være en god idé at få hjælp til at pakke.
Du har selv ansvar for dine ejendele under dit ophold. Det gælder også værdigenstande og penge. Vi opfordrer dig derfor til kun at medbringe de mest nødvendige ejendele og penge.
Alkohol
Det er ikke tilladt at drikke alkohol under opholdet, da det vil svække din rehabilitering.
Besøg
Dine pårørende er velkomne til at besøge dig.
Betaling
Prisen for døgnophold med avanceret genoptræning er fastsat af Københavns Kommune. Se aktuelle priser på www.kk.dk.
Prisen dækker mad og vask af linned. Du modtager en regning for dit ophold via Digital Post.
Du betaler ikke for døgnophold med specialiseret rehabilitering.
Faciliteter
Du får din egen stue og dit eget badeværelse. Stuen har tv og er møbleret. Der er trådløst internet, som du kan tilgå, hvis du medbringer en computer, tablet eller telefon. Vi har fælles spisestue og opholdsrum og træningsrum med redskaber og maskiner til genoptræning.
Husdyr
Vi kan desværre ikke byde husdyr velkommen på Neurorehabilitering – Kbh.
Læge og medicin
Det er din praktiserende læge, der har behandlingsansvaret under dit ophold. Det er også din praktiserende læge, der udsteder recepter på medicin under dit ophold. Personalet hjælper dig med at bestille medicin fra apoteket.
Du betaler selv for udgiften til medicin og levering. Oplys personalet, hvis du er medlem af sygeforsikringen ”danmark” eller har medicinkort.
Mad og måltider
Vi har et ambitiøst køkken, som har fokus på at lave god og velsmagende mad af sæsonens råvarer. Vi følger Sundhedsstyrelsens anbefalinger og København Kommunes mål om økologi og det gode måltid.
Rygning
Rygning og åben ild er ikke tilladt på Neurorehabilitering – Kbh. Det gælder også e-cigaretter. Du kan ryge på anviste steder udenfor.
Tøjvask
Vi har vaskemaskine på Neurorehabilitering – Kbh.
Praktisk information under ambulante forløb
Vis alle
Kørsel
Du bliver tilbudt kørsel til og fra din første aftale. Du skal være klar på din adresse senest 1 time og 15 min før din aftale. Hvis du alligevel ikke har behov for kørsel, beder vi dig kontakte os hurtigst muligt.
Det er Movia Flextrafik, som står for kørslen. Du kan tilmelde dig en gratis sms-service ved at registrere dit mobiltelefonnummer. Så får du to påmindelser på sms, før du bliver hentet. Læs mere på moviatrafik.dk.
Dit behov for kørsel vil løbende blive vurderet.
Borgerbooking
På Borgerbookning (www.kk.dk/borgerbooking) kan du logge ind via Mit-ID og:
- Se dine aftaler
- Melde afbud til en aftale
- Anmode om en ny aftale
- Skrive beskeder til os.