Rehabilitering på specialiseret niveau som ambulant forløb

Det er også en mulighed at få rehabilitering på specialiseret niveau, hvor du bor hjemme og genoptræner ambulant hos os.

Vi inddrager dig og dine eventuelle pårørende i planlægningen og målsætningen for dit forløb. Det sker sammen med hjerneskadekoordinator og et tværfagligt team af medarbejdere.

Hver uge mødes dit tværfaglige team og koordinerer indsatser ud fra dine aktuelle behov og målsætning. Det sker for at sikre fremgang i dit forløb. Der bliver lavet en ugeplan, som både du og dine eventuelle pårørende får udleveret.

Læs mere om tilbuddet herunder.

Information om rehabilitering på specialiseret niveau som ambulant forløb

Fold alle ud

Henvisning

Du kan komme fra vores døgnafdeling eller direkte fra hospitalet. Overgår du fra døgnophold til ambulant forløb, sikrer vi, at du får en tryg overgang. 

Hvis du er udskrevet fra hospital til eget hjem med en genoptræningsplan med rehabilitering på specialiseret niveau, kontakter vi dig inden for få dage. Så aftaler vi en startsamtale senest 7 dage efter din udskrivelse. Du bliver kontaktet telefonisk eller via digital/fysisk post med invitation til den første samtale.

Forløb

Vi foretager en individuel faglig vurdering og tilretter forløbet sammen med dig. Træningen og vejledningen kan også foregå over telefon, video eller andre digitale løsninger til hjemmetræning.

Du vil typisk få hjælp fra en fysioterapeut, ergoterapeut, neuropsykolog og audiologopæd. 

Dele af din træning kan foregå i dit eget hjem/nærområde. Andre dele kan foregå på centret som individuel træning eller træning på hold.

Der vil være en teamkoordinator tilknyttet dit forløb, som koordinerer de tværfaglige indsatser. Teamkoordinatoren er din og dine pårørendes indgang til Neurorehabilitering – Kbh.

Opfølgning

Hver 3. uge mødes det tværfaglige team med dig og eventuelt dine pårørende. Her følger vi op på målene i forløbet og sætter nye mål sammen.

Når dit forløb har været i gang i seks uger, holder vi møde med dig, dine eventuelle pårørende, det tværfaglige team og hjerneskadekoordinator. Mødet kan også afholdes tidligere i dit forløb, hvis det vurderes fagligt relevant. 

Her gør vi status på forløbet, og vi vurderer blandt andet, om der er behov for at justere på varighed og intensitet af dit forløb.

Afslutning

Inden forløbet afsluttes afholder vi en afsluttende samtale. Til samtalen opsummerer vi de aftaler, vi har lavet for din hverdag efter afsluttet forløb på Neurorehabilitering – Kbh.

Praktisk information om et ambulant forløb