Rehabilitering
I Danmark er der udarbejdet en definition på rehabilitering i ”Hvidbog om rehabilitering" (2022), som hyppigt bliver brugt. Det er også denne definition, Københavns Kommune bruger. I hvidbogen står:
”Rehabilitering er målrettet personer, som oplever eller er i risiko for at opleve begrænsninger i deres fysiske, psykiske, kognitive og/eller sociale funktionsevne og dermed i hverdagslivet.
Formålet med rehabilitering er at muliggøre et meningsfuldt liv med bedst mulig aktivitet og deltagelse, mestring og livskvalitet. Rehabilitering er en samarbejdsproces mellem en person, pårørende, professionelle og andre relevante parter.
Rehabiliteringsindsatser er målrettede, sammenhængende og vidensbaserede med udgangspunkt i personens perspektiver og hele livssituation.”
Rehabilitering baseres på, hvor og hvordan du oplever, at hjerneskaden påvirker dit liv. Hjerneskaden kan ud over at ramme din fysiske tilstand også skabe vanskeligheder i forhold til fx dit sociale liv og dit arbejdsliv.
Genoptræning
Genoptræning er ofte en del af rehabiliteringen, der har fokus på de fysiske vanskeligheder. Nogle personer med en hjerneskade kan med genoptræning få en del eller det meste af de tabte funktioner tilbage herved. For andre er genoptræningen alene ikke tilstrækkelig, og de har brug for en bredere indsats, hvor der fx fokuseres på kognitive vanskeligheder og andre påvirkninger, som hjerneskaden har på livssituationen.
Formålet med rehabilitering - og genoptræning- er, at du får et så selvstændigt og meningsfuldt liv som muligt.
Når du får rehabilitering, betyder det, at du samarbejder med fagpersoner fra kommunen og eventuelt dine pårørende. Det gør I sammen i et tidsbegrænset forløb, hvor I sætter mål for, hvad du godt kunne tænke dig at kunne eller kunne igen.