Pårørendegruppe - ambulant afdeling
I pårørendegruppen er der fokus på din situation som pårørende til en person, der har været udsat for en skade i hjernen. Formålet med gruppen er, at du kan udveksle erfaringer med andre pårørende, få mere viden om hjerneskade og erhverve dig redskaber til håndtering af dagligdagen. Hver gang præsenteres et kort oplæg baseret på et tema, der er relevant for dét at være pårørende til en person, der går i ambulant neurorehabilitering.
Spørgsmål og emner, du måtte have, er velkomne på mødet.
Pårørendegruppen ledes af en fysioterapeut og en neuropsykolog, der begge har erfaring med pårørendestøtte i forbindelse med erhvervet hjerneskade.
I pårørendegruppen er der tavshedspligt for alle deltagende.
Hvad siger andre pårørende om pårørendegruppen?
"Når ens nærmeste bliver ramt af stroke, styrter ens verden i grus. (…) Der er slet ikke tid og ressourcer til, at kære sig om sit eget velbefindende. (…) At lytte til andres erfaringer og oplevelser gav mig ro og indsigt, og jeg slap af med følelsen af at være helt alene om udfordringerne som pårørende."
- Pårørende til strokeramt
Tid og sted
Pårørendegruppen afholdes følgende tirsdage kl. 16.00-17.45 i mødelokale 1 i stueetagen på Strandvejen 119. Nedenfor ses en oversigt over, hvilke temaer der arbejdes med, og hvornår disse vil have fokus:
30/7 - Fokus på pårørende: Almindelige reaktioner
13/8 - De ‘usynlige’ følger efter hjerneskade og håndtering af disse
27/8 - Forandringer i roller og relationer
10/9 - Egenomsorg som pårørende
24/9 - Håndtering af den nye situation og fremtiden
Tilmelding
For tilmelding kan du kontakte din kontaktperson. Det er valgfrit, om du vil deltage alle gangene, og tilmelding kan ske løbende.