Hvad er rehabilitering og genoptræning?

Rehabilitering og genoptræning er helhedsorienterede forløb, der planlægges individuelt efter lige netop dit behov.

Målet med rehabilitering og genoptræning er at træne dig op til at kunne så meget som muligt af det, du kunne før, så du kan få et selvstændigt og meningsfuldt liv.

Det sker ved et målrettet og tidsafgrænset samarbejde mellem dig og et tværfagligt team.

Genoptræning hos Neurorehabilitering – Kbh

Neurorehabilitering – Kbh er for københavnere fra 18 år, der har fået en genoptræningsplan ud fra et lægefagligt behov for genoptræning og/eller rehabiliteringsindsatser efter en erhvervet hjerneskade og andre neurologiske lidelser efter sundhedsloven.

De neurologiske lidelser omfatter blandt andet:

  • følger efter blodprop eller blødning i hjerne
  • multiple sklerose
  • skader efter traume i hjerne
  • hjernesvulst
  • Guillian Barré
  • og andre lidelser.

Disse skader medfører ofte komplicerede, omfattende, sjældne og/eller alvorlige funktionsevnenedsættelser, der har væsentlig betydning for et eller flere områder af dit liv.

Vi tilbyder rehabilitering og genoptræning på forskellige niveauer. Vi skelner mellem rehabilitering på specialiseret niveau og genoptræning på avanceret niveau.

Begge niveauer kan foregå på enten et døgnophold eller som ambulant forløb. Et forløb kan starte som specialiseret og efterfølgende overgå til avanceret niveau i takt med din genoptræning af funktionsevnen.

Målgruppe

Målgruppen for genoptræning på avanceret niveau beskrives således:

”Patienter, der henvises til genoptræning på avanceret niveau, har typisk omfattende funktionsevnenedsættelser ofte af betydning for flere livsområder, herunder eventuelt komplikationer i behandlingsforløbet på sygehus af betydning for funktionsevnen og/eller genoptræningsindsatsen.

Patienterne har behov for genoptræningsindsatser, der primært varetages af autoriserede sundhedspersoner med særlige kompetencer inden for deres fagområde.

Nogle patienter vil have behov for, at genoptræningen koordineres med andre rehabiliteringsindsatser på avanceret eller eventuelt specialiseret niveau med henblik på at opnå fuld eller bedst mulig funktionsevne.”

Du møder et tværfagligt team

Du bliver tilknyttet et fast, tværfagligt team af medarbejdere.

Teamet sammensættes efter dine behov og kan bestå af fx følgende faggrupper:

  • Ergoterapeuter
  • Fysioterapeuter
  • Neuropsykologer
  • Sygeplejersker
  • Social-og sundhedsassistenter.

Desuden kan vi inddrage andre faggrupper som en neuropædagog, audiologopæd, kliniske diætist og/eller en musikterapeut efter dit behov.

Det tværfaglige team arbejder tæt sammen og mødes ugentligt for at planlægge og koordinere din behandling med udgangspunkt i dine behov og forudsætninger.

Du får målrettet rehabilitering

Sammen med dig og dine pårørende sætter det tværfaglige team et eller flere mål for dit forløb. Målene giver fælles retning for den genoptræning, du modtager.

Gennem hele forløbet følger vi sammen op på, om du er godt på vej mod dine mål og justerer, så forløbet passer til din udvikling.

Vi ser på hele din situation

Vi arbejder helhedsorienteret og koordinerer og planlægger din behandling i tæt dialog med dig og dine pårørende, så vi sikrer os, at vi får set på hele din situation og dine behov.

Det betyder, at de involverede fagpersoner taler sammen og koordinerer din behandling og rehabilitering tæt.

På den måde er det tydeligt for dig og dine pårørende, hvornår noget sker, og hvem der gør hvad i forløbet. På et døgnophold bliver der blandt andet udarbejdet et ugeskema sammen med dig.