Somatisk

Det, som vedrører kroppen, i modsætning til psykisk, der vedrører sindet.
Billede
En illustration af, hvordan hjernen og kroppen er forbundet af det somatiske nervesystem.

Hjernen modtager sensoriske impulser fra kroppen om smertepåvirkning, berøring, position af kroppen og så videre. Det er en del af det somatiske nervesystem.

På baggrund af de sensoriske signaler sendes der impulser til det motoriske system, så man kan bevæge sig hensigtsmæssigt i forhold til omverdenen.

De faggrupper, der tager sig af somatiske lidelser, er blandt andre læger, fysioterapeuter og ergoterapeuter.

På hjernebarken (den yderste del af hjernen) er der områder, som modtager sensoriske impulser fra hele kroppen. Der er tilsvarende områder, der er med til at styre vores motorik.

I forbindelse med en hjerneskade kan hjernebarken eller signalerne blive beskadiget, så man ikke modtager sensorisk indtryk fra dele af kroppen eller får lammelser.