Kompenserende strategier

Måder at løse opgaver på trods af de påvirkede funktioner.

Man kan arbejde med følgerne efter en hjerneskade ved at genoptræne de ramte funktioner. Hvis det ikke er muligt at generhverve de funktioner, som man havde før hjerneskaden, kan man lære kompenserende strategier.

De bygger på ressourcer, som man i stedet kan bruge for at løse konkrete opgaver. Det vil sige nye måder at gøre tingene på. Måderne kan måske tage mere tid, og det kan umiddelbart virke omstændeligt og langsommeligt. Resultatet bliver dog, at man overvinder de barrierer, der ellers ville have hindret løsningen af en opgave.

Anvendelse

Kompensationsstrategier skal være lette at anvende og skal tilpasses de konkrete vanskeligheder, personens kompetencer og de mål, der arbejdes mod.

I forbindelse med indlærings- og hukommelsesvanskeligheder kan det fx være relevant at skrive ned og bruge kalender. Ved sproglige vanskeligheder kan man støtte sig selv ved at bruge papir og blyant, gestik og mimik med mere.

For mange hjerneskaderamte er det ikke indlysende, hvilke strategier de kan anvende. Det kan betyde, at man enten bruger mange forskellige eller for få strategier. Der er derfor behov for professionel sparring og introduktion til de relevante strategier.