Genoptræningsplan

Genoptræningsplanen beskriver, hvad der er sket under din indlæggelse på hospitalet og dine genoptræningsbehov efter hjerneskaden.

Hvis lægen på hospitalet vurderer, at du har behov for genoptræning, sender hospitalet en genoptræningsplan til kommunen og til din praktiserende læge.

Afdelingen for Forløbskoordination, Genoptræning København, i Københavns Kommune vil vurdere, hvor du skal modtage din genoptræning ud fra beskrivelsen i din genoptræningsplan. De vurderer dette på baggrund af din skade og dit genoptræningsbehov.

Forløb

Efter Genoptræning København har modtaget din genoptræningsplan visiterer de den ud til det rette træningscenter eller rehabiliteringscenter.

Indenfor fire hverdage vil du modtage en indkaldelse til opstart af din genoptræning fra træningscentret eller rehabiliteringscentret i din digitale postkasse eller med posten.

Genoptræningssted

Hvor du vil modtage genoptræning, afhænger af dine individuelle behov, og hvor specialiseret en indsats, du har behov for i forhold til din skade.

Du vil derfor enten få tilbudt et forløb på kommunens eget rehabiliteringscenter Neurorehabilitering - Kbh, der har samlet kommunal genoptræning til personer, som har fået en hjerneskade. Eller på et af kommunens lokale træningscentre eller et regionalt specialhospital.

Det er genoptræningsplanen, der giver kommunen viden om, hvilke behov du har, så disse kan dækkes bedst muligt.

Ifølge lovgivningen er der ventetidsgaranti på kommunal genoptræning på 7 kalenderdage, fra genoptræningsplanen er sendt fra hospitalet, til du starter din genoptræning.