Metoder, redskaber og teknologi
Vores fagfolk arbejder systematisk med forskellige metoder og redskaber, og vi holder os løbende opdaterede på den teknologiske udvikling indenfor genoptræning og rehabilitering. Det betyder, at vi har meget specialiseret træningsudstyr og teknologi.
Metoder og redskaber
Fold alle ud
Problemer med at udføre dagligdagsaktiviteter?
Vores ergoterapeuter undersøger borgerne individuelt i forbindelse med udførelsen af hverdagsaktiviteter. De analyserer, om en borger har kognitive eller fysiske problemer med bl.a. planlægning, problemløsning eller finmotorik i en konkret aktivitet, fx bad, madlavning eller støvsugning.
Ergoterapeuten kan gennemføre undersøgelsen som en standardiseret AMPS-undersøgelse (Assessment of Motor and Process Skills) eller som en struktureret observation. Herigennem danner ergoterapeuten sig et indtryk af, hvilke ressourcer borgeren har og hvilke kognitive eller sensomotoriske evner, der er brug for at genoptræne for at øge borgerens selvstændighed indenfor daglig livsførelse.
Træning kan foregå i forskellige aktiviteter og på forskellige måder, fx via fysisk guiding eller træning af kompenserende strategier i dagligdagsaktiviteter afhængig af den individuelle problemstilling.
Problemer med at synke spise, drikke, mundhygiejne og ansigtsbevægelser
En stor del af vores ergoterapeuter er uddannede indenfor F.O.T.T.-konceptet (Facial-Oral-Tract-Therapy). Det giver dem særlige kompetencer til at udrede og behandle problemer med synkning, spise og drikke (dysfagi), mundhygiejne og ansigtsbevægelser (facialisparese).
Ergoterapeuterne genoptræner synkefunktionen og rådgiver, vejleder og instruerer borgere, pårørende og andre faggrupper om at spise og drikke sikkert.
Til behandlingen kan der i nogle tilfælde suppleres med svag strøm, der skal stimulere nerver og muskler, som er ansvarlige for synkefunktionen (NMES, Neuromuskulær Elektrisk Stimulering).
Dette er en behandlingsform, hvor et apparat via elektroder sættes på halshuden og stimulerer nerverne til at sende en elektrisk impuls til musklerne for at aktivere dem.
Problemer med bevægelser og mobilitet
Når bestemte områder af hjernen bliver beskadiget, kan det påvirke bevægeapparatet, så man fx ikke kan bevæge en kropshalvdel (halvsidig lammelse) eller har nedsat balance. Vi arbejder på forskellige måder med borgernes mobilitet og evne til at bevæge sig – både gennem individuel træning og holdtræning. Samtidig inddrager vi omgivelserne og indretningen af stuen, da det har betydning for at genoprette kropsfornemmelse og muskelaktivering.
I træningen benytter vi forskellige metoder i kombination med teknologi, fx spejltræning og supplerende elektrisk stimulering. Nedenfor kan du se flere eksempler på den teknologi, vi anvender i den rehabiliterende behandling.
Et eksempel på en behandlingsmetode er Bobath-konceptet, som en del af ergo- og fysioterapeuterne er uddannet i. Bobath-konceptet er en neurorehabiliterende tilgang, der især anvendes til borgere med svære funktionsnedsættelser.
Neuropsykologisk vurdering og behandling
Ved en neuropsykologisk vurdering undersøger neuropsykologen, hvilke af hjernens funktioner der er velbevarede efter hjerneskaden, og hvilke der har lidt skade.
Neuropsykologen vurderer typisk funktionen af følgende områder:
- Koncentration
- Hukommelse
- Indlæring
- Overblik, planlægning og problemløsning
- Sprog
- Indsigt i egen situation.
Vurderingen foregår ofte ved en samtale og en skriftlig test, som kan suppleres med test på computer. På baggrund af den samlede vurdering lægger neuropsykologen en behandlingsplan sammen med de relevante parter.
Lejring og positionering
I kombination med den daglige træning anvender vi en tværfaglig specifik metode til lejring af især borgere, der er hårdt ramt ift. deres evne til at bevæge sig. Her benytter vi fx LIN-metoden (Lejring i Neutralstilling). Det giver mulighed for, at borgeren kan hvile eller være aktiv i en hensigtsmæssig kropsposition.
Jævnlig lejring og positionering er med til at skabe komfort og hensigtsmæssig muskelspænding i forskellige positioner, bidrage til at bevare bevægelighed, forebygge tryksår og lungebetændelse.
Eksempler på teknologi
Fold alle ud
Ergotrainer
For borgere med lammelser eller nedsat kraft i benene bruger vi blandt andet en Ergotrainer. Det er et system, hvor en del af kropsvægten bliver aflastet, så der sikkert kan trænes gang og trappegang.
El-stimulering
For borgere med lammelser eller nedsat kraft i ben, arme og hænder bruger vi blandt andet funktionel el-stimulering af muskulaturen under træning af aktiviteter. Den elektriske stimulering sigter mod at stimulere muskelaktivitet via nervesystemet (NMES).
Her kan man for eksempel træne at hælde vand i en kop, mens elektroder på håndleddet stimulerer muskelaktiviteten. Ligeledes kan gangfunktionen trænes, mens der stimuleres til muskelaktivitet ved brug af en dropfodsstimulator.
Vi anvender også funktionel el-stimulering til genoptræning af synkefunktionen. Med elektrisk stimulering stimulerer vi den muskulatur, som man bruger ved synk, tale og spisning. Det gør vi for at øge styrke og kontrol af muskulaturen.
VitalStim
VitalStim er en el-stimulation terapiform, som kan benyttes til genoptræning af dysfunktioner i ansigtet og svælget efter en nyopstået erhvervet hjerneskade eller ved perifer facialisparese.
VitalStim anvendes, når ergoterapeuterne på NKBH vurderer det er relevant ift. den enkelte borgers funktionsnedsættelse og målsætning i forbindelse med dysfagi eller facialisparese.
VitalStim kan bl.a. facilitere aktivering af de påvirkede muskelgrupper i svælg og ansigt ved at øge opmærksomheden og at forbedre kvalitet af muskulæraktivitet.
Fitlight og MotoTiles
Til genoptræning af både kognitive funktioner (hukommelse, reaktionsevne og opmærksomhed), balance og træningen af hjerte-kredsløbssystemet bruger vi blandt andet Fitlight og MotoTiles. MotoTiles er interaktive, lysende gulvfliser, som udfordrer og træner balancen.
Fitlight og Blazepods bruger lys til at stimulere bevægelse. Det kan foregå på forskellige niveauer, fra siddende med simple armbevægelser til bevægelser hvor hele kroppen er involveret. Udover den kognitive funktion og balancen, stimulerer systemerne også hjerte-kredsløbssystemet. Systemerne anvendes desuden til at træne opmærksomhed og multi-tasking samt til træning af synsfunktion.
Med begge systemer kan borgeren træne med fokus på både opmærksomhed, hukommelse og hurtig reaktion.
Digitale værktøjer
Genoptræning og rehabilitering foregår alle dage i ugen og på alle tider af døgnet. Derfor understøtter vi træning på centret med digitale eller analoge muligheder for træning i eget hjem. Det sker i videst muligt omfang og med baggrund i den eksisterende evidens i forhold til træningsvolumens betydning for funktionel effekt.
Med digitale værktøjer som Exorlive Go, Icura og Professionel Hjernetræning kan borgerne træne hjemme, når det passer ind i hverdagen. Øvelser og aktiviteter er tilpasset den enkelte, med fokus på at opnå de mål, som er sat af borger og behandler i fællesskab. Det kan både være traditionelle øvelser for styrke, udholdenhed og balance og mere eller mindre komplekse hverdagsaktiviteter.
Behandleren registrerer aktiviteten i en app og kan følge udviklingen og tilpasse øvelser/aktiviteter og sværhedsgrad løbende. Det giver et godt fundament for at vurdere fremgang og justere forventninger.
Til støtte i hverdagen anvendes ligeledes gratis apps og online tjenester, når det er relevant.