Centrets rammer
Vi bor på Strandvejen 119 på ydre Østerbro.
Her er 45 enestuer med eget badeværelse til københavnere med følger efter en hjerneskade.
Vi har mere end 800 ambulante rehabiliteringsforløb om året for københavnere, der træner hos os, mens de bor hjemme.
Faciliteter
Vi har fælles spisestue og opholdsrum, og vi har flere træningsrum med maskiner og redskaber til genoptræning. Vi holder os løbende opdaterede på den teknologiske udvikling indenfor genoptræning og rehabilitering.
Søvn efter en erhvervet hjerneskade kan være en udfordring hos mange borgere. Derfor arbejder vi ofte tværfagligt i vores borgerforløb for at skabe optimale rammer for en god nattesøvn. Det er essentielt for at opnå gode resultater under neurorehabiliteringen.
På centeret har vi biologisk lys på alle stuer samt fællesarealer. Biologisk lys er med til at understøtte den normale døgnrytme og forbedre søvnkvaliteten. Forskning peger på, at biologisk lys kan være med til at forbedre nattesøvnen samt forbedre humør og energi.
Vi har en dejlig have med et orangeri, som du og dine pårørende kan nyde. Og vi bor tæt på Øresund. I vores dejlige have har vi også en petanquebane og en balancebane, som kan give god træning i det udendørs miljø.
Tilbage til hverdagen
Hvis det passer ind i dit forløb, kan du øve hverdagslivet i vores træningslejlighed. Her kan du prøve almindelige aktiviteter fra hverdagen i trygge omgivelsen, inden du skal hjem. Hvis du ønsker det, kan du tage dine nærmeste med i træningslejligheden.
Tv-overvågning ved hovedindgangen
Der er tv-overvågning ved hovedindgangen. Fra den indvendige side af indgangen overvåges arealet indenfor/omkring indgangsdøren. Hjemmel til overvågningen er databeskyttelsesforordningen artikel 6. stk. 1, litra e.
Billederne tilgås ikke af medarbejdere på stedet, men kun af Københavns Kommunes rådhusbetjente efter anmodning fra politiet.